Historiearkivet


Indsamlingen af medlemmernes selvoplevede historier fra deres tid til søs fortsætter. 

Målet er, at vi får historierne samlet og arkiveret, så vi bevarer dem for eftertiden. Rigtig mange medlemmer har oplevelser vi gerne vil kende, og som det vil være næsten forfærdeligt at miste. Fremgangsmåden er, at fortællerens oplevelser indspilles digitalt, og derefter indgår i Marineforeningens kommende lydarkiv, samt på hjemmesiden. Ikke bare til glæde for os selv, men også for samfundet. Der er brug for at samle danskernes historie!

Nedenfor finder du de indkomne erindringer. Du skal blot klikke på navnet for at hente den, du ønsker.

1)  C. Bjarne Frederiksen

2)  Michael Urban Nielsen

3)  Bjarne Carl Ejnar Hansen

4)  Cai Erik Muss

 

Vores fhv. formand, C. Bjarne Frederiksen, om livet til søs som matros


..... nu kommer vi så til det værste af det hele. Det var i 1960, Preben (store Preben) og mig skulle mønstre i ØK´s Java i Oslo, men vi var mønstret her fra Aarhus, og vil så sige, at vi skulle så rejse til Oslo, men vi blev ordret til at skulle rejse den mest besværlige vej, jeg nogensinde har været. I stedet for at tage ned over Storebælt skulle vi tage med Grenaabanen til Grenaa, med Grenaa-Hundested færgen til Hundested, og med tog fra Hundested ind til København. Og der skulle vi inde under uret møde en styrmand som skulle med. Nå, vi mødtes også, og fortsatte med toget til Oslo, og vi kommer ombord i Oslo, og så viser det sig, at Preben og mig er bare antaget fordi vi skal lang tid i dok nede i Rotterdam, og styrmanden var jo også fordi nu skulle de andre jo hjem. 

Da vi kom til Rotterdam, så mønstrede hele besætningen af, undtagen Preben og mig, og den her styrmand. Men da havde vi fået at vide, at Java var chartret ud til at sejle mellem Maracaibosøen og Santos ovre i Brasilien, og Caribien, og det var der fand´me ingen af os der var interesseret i, for det ville i hvert fald tage mindst et par år, halvandet år – to år, så det var vi jo ikke interesseret i. Så vi prøvede jo alle mulige og umulige tricks for at komme hjem. Der var bland andet en Skov båd, som manglede to matroser, der lå dernede, og der var vi ombord i, men de ville sat´me ikke give sig derovre i København. Men så langt om længe fandt de så ud af, at de to der, dem får vi ikke meget gavn af, så der blev sendt to matroser ned fra København, og så skulle Preben og mig afmønstre. Og så fik vi direkte ordre fra Sømændenes Forbund til at tage direkte til København. 

Nå, der var jo ikke andet at gøre. Vi tog direkte til København, og da vi kom derop og meldte os, så blev der sagt "ovenpå". Så skulle vi op til formanden. Og der blev vi ellers blæst ind for tænder om det gode forhold der var mellem ØK og Sømændenes Forbund, og det var vi ved at ødelægge og hist op og kom her ned. Så der var jo vild panik på, men så blev der sagt til os, "nu går I ned, og det første skib, som ingen andre vil have, det er jeres, færdig, og der er ikke noget at komme efter". Vi gik ned, og så i løbet af formiddagen så sker der det, at så kommer der op på tavlen, to matroser til Hugo Nielsen. Lokalet det er tomt. De står og ryger ude på gaden, og der var fand´me ingen der ville jages på den der. Og så måtte Preben og mig tage den. Jeg kan ikke huske om det var torsdag eller fredag, men Hugo Nielsen skulle først passere Reden. Vi skulle mønstre ude på Reden om mandagen på et eller andet givet tidspunkt, så Preben han tog hjem. Vi var begge to forholdsvis nygifte, og min kone kom til København, og Preben han tog hjem, for han havde jo en bette pige Mitzi dengang, og jeg boede så på sømandshotellet, og konen hun derover, og det bliver så mandag, og hun bliver jaget hjem til Aarhus. 

Preben og mig vi pakker så vores kluns, og så skal vi ud til bådmændene ude ved Nordre Toldbod. Der var sådan nogle bådmænd, det var der dengang, de betjente de skibe der kom ude på Reden. Og så sker der det, at de sælger også bajere, ufatteligt, men vi sidder jo så og får noget øl, og langt om længe kommer Hugo Nielsen forbi, og vi bliver så sejlet ud til den ude på Reden, inklusiv proviant, og vi kommer ombord og smidt vores tøj, og så skal vi jo være med til at få det her proviant stuvet væk af vejen. Der går så Preben og mig og så dæksdrengen, og vi er efterhånden færdige med det her. Så pludselig siger dæksdrengen, "hvad skal den dåse her", "dåse siger jeg", så står der sådan dåse, "hvad er der i". "Ja der er rullemops, står der". "Står der rullemops, så skal den hen agter". Nå, den kom så hen agter. Og vi bliver jo så placeret. Og så går vi op gennem Kattegat og så rundt Skagen og ned, vi skal til Algier og Tunis med træ, og der var dækslast. Vi kommer jo så derned ad, og så pludselig siger dæksdrengen "hvad skal den dåse der". Jeg havde glemt alt om den dåse. "Jamen det var den med rullemopsen". "Kan du så lige få den frem, kammerat", og så fik vi den ellers åbnet, og så spiste vi rullemops. Åh, det var dengang rullemops det var rullemops. Den får jo det hele, med nogle gode snapse til. Efterhånden som vi kommer længere ned, vi kommer jo så over Biscayen, og så begynder det jo at blive så varmt, og så begynder den her dåse at lugte, men altså, de fejler ikke noget. Så siger jeg, så sæt den om bag kapstanen omme agter, og den får en sæk over, og så glemmer vi den.

 Og vi går ind i Algier, dengang kæmpede de jo, det var fransk, med frihedsbevægelsen, der var jo daglige kampe, det var jo der i 60. og Preben og mig rendte ind i sådan en tur, engang vi var oppe i byen, med tåregas, og vi lå derinde og holdt fast i hinanden. Men der skeer jo så det, at vi kommer rundt, og så til sidst kommer vi hen i en havn, og lige pludselig en formiddag, så bliver vi alle kaldt op til skipperen. Alle sammen henne agter, og da kommer vi op i hans store kahyt, og ude midt på gulvet på en tallerken, der står den her dåse resterende rullemops. Og skipperen han står jo og holder et foredrag, og han truer med konsulater, og han truer med hjemsendelser, og han truer både på dit og på dat, og den får hele armen, og han vil have at vide, hvem der har stjålet den dåse rullemops. Der er ikke en der siger noget, og det gør jeg heller ikke, selvom det var mig der havde stjålet den mere eller mindre. Nå, men der sker så ikke andet, end at så får vi besked på at gå hen agter, og finde ud af, hvem det er, og vi går jo så hen, og så siger jeg, da havde vi fået at vide, at den dåse rullemops kostede så og så meget, og så en hurtig udregning, det er så det, at det bliver sådan et x antal kroner, jeg tror fand´me ikke det var mere end en tre fire fem kroner til hver, så var den betalt. Vi bliver så enige om, at vi skriver en bon til slopkisten, og så kom der til at mangle en øre, og så siger jeg "den tager jeg, for det er jo sådan set mig der". 

Nå men jeg var tillidsmand ombord, så jeg går op til skipperen og banker på, og kommer ind, og så siger jeg, "ja men vi ved ikke hvem det er, men sagen er i al sin enkelthed så, at hvad dåsen koster er på bonen til slopkisten". "Ja, det ville han den ondelynemig", som han kunne bande, han ville fand´me have at vide hvem der havde gjort det, og han ville have en synder. "Så kan det kraftedemig være lige meget, så er det fand´me mig, færdig". Jamen, sådan skulle jeg ikke opfatte det, og det måtte jeg endelig ikke, og sådan og sådan. Så forsvandt den jo, og så var det i orden.

 

Med s/s Anna Torm som 15-årig messedreng

Fortalt af: Bjarne Carl Ejnar Hansen

På Anna Torm boede matroserne forude, de havde ligesom et skur, og så var der en trappe ned. Det tror jeg ikke der var på Aslaug. Og så fyrbøderne, de boede agter. Os to knægte, der var ombord, messedreng og kammerdreng, vi boede midtskibs. Jeg startede som messedreng.

Det hele begyndte med, at jeg jo altid ville sejle, og så gik jeg ned på forhyringen, der var nede på Åboulevarden. Jeg var dernede alene, og var der hver dag, for at komme ud at sejle. Og kom jeg også, og så fik jeg Anna Torm som messedreng, og jeg skulle mønstre i Odense. Jeg kom ned til en dum skid, han var fræk ad h. til, Hansen tror jeg han hed, der er Anna Torm, den kan du få, den ligger i Odense, og det var den 15. august 1954. Og så, min mor og far, jeg var ikke ret stor, jeg var 162 cm. og en lille tynd dreng, fulgte mig op på banegården, og så skulle  jeg tage toget til Odense, og så kom jeg til at sidde i en kahyt, hvor der var en sømandspræst. Jeg fik båden 15. august, og fyldte 15 den 5. august, og så mønstrede jeg i Odense. Jeg var sgu ikke meget for det, og var nær rejst hjem igen, for jeg stod nede på dækket, og den var kulfyret, og der var møgbeskidt der midtskibs, du ved der hvor de tog slagger op, og sådan, og så stod jeg der og røg en cigaret, så smed jeg den ud over siden. Så var der en oppe på mellemdækket der råbte "hvad fanden laver du knægt!", og det var førstestyrmanden, en rigtig satan, troede man, han var god nok alligevel. så blev jeg kaldt op, så sagde han: "Det gør vi ikke her". Jamen, sagde jeg så, der ligger jo fuld af slagger og kul, og den er møgbeskidt. "Det har ikke noget med det at gøre, du ved ikke hvad der ligger nede i vandet, der kan ligge benzin dernede og sådan noget, det ved man ikke, så det gør du ikke mere", sagde han, og så var det sagt.

Og så tænkte jeg, tak skal du have.

Så begyndte jeg ovre i messen, at servere for styrmænd, der var jo ikke noget, der hed overstyrmænd dengang, det var jo en førstestyrmand, en andenstyrmand og en tredjestyrmand, en maskinchef, en førstemester og en andenmester og en maskinassistent. Det var dem der spiste, dem serverede jeg jo for, og jeg havde mit lille pantry derude, hvor jeg vaskede op, og tallerkner og ting og sager havde jeg derude. Så begyndte jeg at servere der, men jeg var glad for at være der til sidst. Det var noget gammel lort.

Så skulle vi ned til Polen, til Stettin, og der kom vi så ned, og vi gik sgu da i land, mig og så Peter, han var kammerdreng, men en rigtig satan, han var 18 år og rødhåret, og man skulle ikke sige for meget der. Han var fra Aalborg, tror jeg, det var ikke en jeg brød mig om. Jeg var jo lille og spinkel, altså jeg var sgu nul og nothing, men de var gode ved mig ovre i messen, de forskellige mestre og styrmænd, for jeg var jo som sagt ikke ret stor. Så kom vi til Polen, og så gik vi i land, og jeg blev skidefuld, men jeg kom da ombord igen, jeg havde ikke lavet noget med damer eller noget, jeg var jo ikke ret gammel. Så tænkte jeg, det går sgu godt nok det her.

Polen

Så gik vi fra Polen, jeg tror det var til Rotterdam eller Amsterdam, det kan jeg ikke lige huske. Og så kan jeg huske, at da vi gik igennem Kielerkanalen, så i sluserne havde vi et sammenstød med et andet skib. Vi skrabede hen ad, jeg tænkte, tak skal du have, hvad fanden er det, hvad sker der. Det skete heldigvis ikke noget, men den havde fået et ordenligt skrub på siden.

Så var vi i Rusland

Jeg var da med et stykke tid, jeg var med den i lang tid. Så var vi i Rusland, oppe i Arkhangelsk, det er jo et satans land, det Rusland der, det er ikke mig. Men så blev vi kørt ind med en shore båd, ind til sømandskirken, og det var meget  hyggeligt, så kunne man snakke med flere forskellige mennesker, så det var godt nok. Og så sejlede vi der fra til Europa, og  hvor var det så vi gik hen, fra den havn gik vi til Svendborg, og der blev skibet afleveret til grækerne, og det gjorde Aslaug*) også.

Vi afmønstrede i Svendborg, og ham Peter kom sgu op at slås med en matros, han var jo en slagsbror ham kammerdrengen, men det gik i sig selv igen, og så gik vi op på noget der hed Alléenberg, da var jeg jo ikke ret gammel, og der fandt jeg en pige oppe. Hende fulgte jeg hjem senere, og så tog jeg et dyt i bamsen nede i gangen, kan jeg huske. Ja, og så er den historie ikke længere. Det var så Anna Torm.

"I missed the ship"

Jo - der er en historie mere, vi lå i Hamburg, og så gik jeg i land, og så forhalede skibet til noget der hed Harburger, det var langt væk fra Hamburg, og så kom jeg ned på kajen, og da var skibet væk. Så tænkte jeg hvad satan gør du nu. Så fandt jeg en politistation, en politimand, og så fulgte han mig hen, jeg var jo ikke ret stor. "I missed the ship" sagde jeg. Så fulgte  han mig hen på stationen, og så spurgte de: "Hvad skib var det", og så sagde jeg Anna Torm. Så sagde de, den er jo sejlet til Harburger, og så kørte de mig hen til skibet, og da jeg kom ombord, da var der fuld af damer, altså ludere, inde i officersmessen, og jeg stod der. "Hvor satan har de været henne, knægt", sagde de så de forskellige, men de gjorde ikke noget. "Har du være oppe?", og de havde jeg, for da kan jeg huske at vi  havde være oppe i Herbert-Strasse, og der fik vi et skub for 5 mark for et "short-time", for et "skjorteærme", som man sagde. Det kan jeg huske jeg var deroppe, og så kom jeg ned, og så var skibet væk. Ja, der var fuld af damer ombord, men de var flinke, de damer, jeg stod ude i pantryet og vaskede op. Og de drak som et hul i jorden, det gjorde de altså der ombord. Styrmændene også, andenstyrmanden han var færing. Du ved, der kun en slags færing, enten er de skide hellige, eller også drikker de. Ham her, det var en af de typer der drak. Han var godt fordrukken. Også matroserne, de drak, der var jo fri sprut, vi gav 5 kr. for en flaske brændevin, og 8 kr. for en karton cigaretter. Det var dengang. Det var så Anna Torm.

* Aslaug Torm havde rollen som s/s Martha.

 

Jungmand, 18 år gammel, 4 måneder ombord på M/S Tello

fortalt af: Michael Urban Nielsen


M/S Tello i Limfjorden

Vi var på vej igennem Limfjorden da matrosen beder mig om at kravle op i masten, fordi vi skulle hejse bommene, når vi skulle losse og laste, og han havde spurgt mig om jeg havde taget antenneledningen ned, og det mente jeg, at jeg havde, men det havde jeg altså bare ikke.

Jeg blev sendt op i masten, og på grund af overisning, vaf der is på hvert eneste trin op ad masten.

Da jeg er oppe ved godset, holder jeg fat med  højre hånd, rækker ud med venstre hånd efter stumpen til antenneledningen, da mine fødder glider under mig, så jeg hænger i en arm i toppen af masten, og kigger ned på dækket til foden af masten, hvor matrosen og letmatrosen står og venter på, at jeg kommer farende ned i hovedet på dem. Det gjorde jeg så ikke. Jeg kom ned, og rørte dækket med fødderne, og så begyndte benene bare at ryste.

Da gjorde matrosen en fejl. Han tog mig med ind i messen, og gav mig en kop snaps, og så ellers normal arbejdsdag. Han skulle have sendt mig op i masten med det samme, en gang til og ned, og så kunne jeg få den snaps, så havde der ikke været noget galt. Siden har jeg lidt en anelse af højdeskræk.


M/S Tello i Norge

Det var også samme måned, november, stadigvæk med Tello, vi skulle til Skien i Sydnorge.

Om natten ved firetiden, stod jeg til rors, og havde fået at vide af styrmanden, at jeg skulle bare styre efter rød og grøn, og midt imellem der var indsejlingen.

Pludselig råber styrmanden: "Jungmand, står de og sover", hårdt styrbord. Vi havde både rød og grøn på styrbords side, så vi var på vej lige ind på kysten. Da var der panik.


M/S Tello i den Botniske Bugt

Vi var på vej sydover i orkan, da vi hamrer ind i en forkert sø, jeg stod til rors, og blev kastet op mod rattet, hele skibet sitrede, kompasset røg ud af ophænget, og jeg havde godt nok ondt i brystet.

 

Fiskeriinspektion, skarpe skud og krigskakao

Fortalt af: Cai Erik Muss


Under hævdelsen af fiskeriterritoriet ved Færøerne, var danske orlogsfartøjer i 1961 og 1963 nødt til at afgive skud mod skotske trawlere, der ikke overholdt gældende love, og det gav ikke kun de danske orlogsgaster en oplevelse, men udløste heftige sømilitære og udenrigspolitiske gnidninger.

1961 - Niels Ebbesen og Red Crusader

I maj 1961, måtte F339 Niels Ebbesen, med KK (kommandørkaptajn) E.T. Sølling som chef, afgive skarpe skud mod den skotske trawler Red Crusader, for at få trawleren til at sætte kurs mod Torshavn.

Trawlerens skipper, Ted Wood, fik to danskere ombord, fiskeriofficer Bech og telegrafist Kropp, og fulgte pænt efter Niels Ebbesen til at begynde med, men da han så sit snit til at låse fiskeriofficeren inde, og tvinge telegrafisten agter, lagde han kursen mod Aberdeen med sine fanger.

Her følger en beskrivelse fra telegrafist Kropp:

Det var helt åbenbart planlagt på forhånd. Og det gik hurtigt. Da jeg ser, at Bech bliver låst inde, kommer Ted Wood hen til mig og siger: "You had better go down aft". Samtidig kommer der to kæmpestore skotter ind ad døren i sb brovinge, som stiller sig bag mig.

Jeg syntes herefter, at det ville være en rigtig god ide, at "go down aft". Så vi fulgtes derfor ned på sb sidedæk og ud agter for atter at vende ind til bb og ind i mandskabsmessen agterude i bb side. Her blev jeg placeret på en bænk langs bb skot mellem nogle muntre skotske fiskere. De spurgte mig om, hvor hurtigt N.E. kunne sejle. Jeg svarede med spørgsmål om, hvad de selv troede. De svarede, at det nok måtte ligge på omkring 26-28 knob. Jeg lod dem blive i troen!

Fra denne placering havde jeg gennem et koøje et fint udsyn i nordlig retning, hvor N.E. lå - måske en til to sømil borte med stævnen mod nord. Så ser jeg, at den gode fregat pludselig går bagbord helt over, røgen vælter op af skorstenen samtidig med, at små sorte skikkelser myldrer op på dækket og bemander poster og kanoner. Det kunne godt til forveksling ligne en trawlerrulle!

Internationalt stopsignal ryger til tops og kommer med dampfløjten. Uden resultat. (Det kunne man vel næppe heller have forventet). Så ser jeg styrbords 40mm kanon få hevet presenningen af og derefter drejer karruselagtigt rundt, medens løbet kører op og ned, indtil den standser i en - for mig - ret ubehagelig position. To varselskud med løst. Derefter to virkningsskud foran stævnen med trawlerammunition uden brisantsladning.

Så kommer der et lille ophold, hvor der forgår noget oppe på bakken. Hvad, kan jeg ikke se. Men pludselig kommer der maskingeværlyd af projektiler, der rammer skibet. Så trak jeg hovedet til mig i håbet om, at "Jomfru Madsens" projektiler ikke kunne trænge igennem skottet, hvor jeg sad. Den dag i dag ved jeg ikke, om de kunne have gået igennem skottet og lavet ballade. Vi havde en dygtig skytte, en OS, som først havde "leget og skrevet sit navn" op og ned af skibssiden. Derefter havde han pillet lanternerne ned og til sidst lavet radaren om til en "tesi". Ted Wood fortsatte uden tøven.

Vi havde nu passeret Nolsø, og skibene sejlede stadig side om side med pæn afstand. Da ser jeg noget, som ikke er så rart, 127mm tårnet begynder at dreje i en ikke så behagelig retning, og da løbet kun ses som en prik, kommer der et glimt og et brag.

Den ramte foran stævnen, og jeg kunne selvfølgelig ikke se nedslaget. (Men vennerne på N.E. fortalte senere, at det havde været præcist og flot) Flot! Hallo! Tænk på mig! Jeg husker ikke antallet af skud fra 127mm kanonen. Måske var der bare et.

Da skydningen begyndte, havde jeg taget min redningsvests halskrave på og pustet den op, for jeg havde en ide om, at  når jeg på et tidspunkt skulle ud fra messen, skulle det måske gå hurtigt. Pludselig blev skydedøren til messen så revet op, og en fisker råber, om jeg vil komme på broen straks. Det ville jeg så sandelig gerne, for der står min signallampe. Jeg ville gerne have gået hen over maskintoppen. Men så var jeg jo kommet lige forbi døren, hvor Bech sad spærret inde, så det fik jeg ikke lov til. Jeg vælger ikke at gå ad bb sidedæk, for dér var det jo sommetider rigeligt med maskingeværild. Jeg går derfor ad sb sidedæk. Lige før jeg når hen til lejderen til broen, kommer der et brag, der ryster skuden, og et hvin og et lufttryk passerer og derefter et højt skumsprøjt i vandet få meter ude, lidt agten for min position. Senere beregnede man efter data af skudvinkler mm., at det 40mm projektil, der havde lavet hullet i stævnen, var blevet deformeret og havde passeret mig i hovedhøjde i en afstand på ca. 1 m. Det havde måske været sikrere at gå  ad bb sidedæk?

Jeg kom derefter op på broen, hvor Ted Wood under hele beskydningen havde ligget på dørken og styret skibet. Han spurgte, om jeg ville sende et signal fra ham til N.E. Det ville jeg hjertens gerne. Herefter sendte jeg verdens mest uforskammede signal fra en allerede - i princippet - arresteret skipper: "My ship is already damaged. This will result in another trial".

Bech og Kropp blev sat fri, da Royal Navy HMS Toubridge og HMS Wotton blandede sig, men Red Crusader kunne i læ af de engelske skibe sejle hjem til Aberdeen. Episoden sluttede med en retssag i Haag, hvor det danske udenrigsministerium trak sig, fordi det ikke kunne bevises at Red Crusader havde fisket! Selv om de var blevet taget med trawlet i vandet.

1963 - Vædderen opbringer trawlerne Aberdeen Mechant og Glengairn

November 1963 var jeg ombord i F349 Vædderen, hvor KK Kaj Nolsøe Bang var chef. Chefen havde en stærk mistanke om, at de skotske fiskere, som vi jo vidste fiskede ulovligt, havde venner i land, som holdt øje med os, når vi lå i havn, og sendte besked om at alt var roligt.

En nat gav chefen ordre til afgang, med mindst mulig støj, og alt lys slukket og koøjerne blændet. Vi gled stille ud af fjorden, og satte først fart på, da vi var udenfor hørevidde fra land. Tidligt om morgenen var vi langt østpå, og vendte om og sejlede ind mod nogle skotske trawlere der var godt i gang med at fiske. De havde jo ikke ventet at se os, da de troede vi lå i havn, og de havde heller ikke forventet at se os komme ude østfra. Altså blev de taget med fingrene i fiskekassen.

Jeg var rorgænger, og havde derfor orkesterplads til det som nu skete.

KK Bang bad de uhæderlige skippere om at bjerge grejet, og sætte kurs mod Torshavn. Glengairn fulgte ordren, men skipperen på Aberdeen Merchant, en ret lille mand med et stort temperament, bogstavelig talt hoppede af raseri, og nægtede at følge med. Han lå på vores bagbord side, og ret tæt på, og råbte i en megafon, at han ikke var bange for os og vores kanon.

KK Bang bad pjecekommandøren afgive skud foran skottens stævn. Det hidsede ham bare mere op. Så bad Bang om et skud foran dækshuset, og skotten var nu helt oppe i det røde felt, han svor og bandede. Rolige Bang spurgte nu pjecekommandøren, om han kunne pille trawlerens VHF antenne ned. Det kunne han. Nu var den skotske skipper blevet tam, og sejlede foran os ind til Torshavn sammen med makkeren. Vi fik fortøjet, og sat vagter ved trawlerne, og så var der krigskakao og døde fingre (pølser) til den stolte besætning.

Royal Navy Sendte HMS Duncan til Færøerne, og chefen blev sejlet ind til Torshavn i en båd. han blev modtaget af KK Bang, og de havde et møde, som jeg af gode grunde ikke kan vide, hvordan gik, men kabysrygtet sagde, at chefen for Duncan havde protesteret over, at et dansk orlogsskib havde åbnet ild mod en ubevæbnet trawler, og den britiske regering ikke ville have det. KK Bang skulle have svaret, at det var ham som chef der afgjorde det, og at han ville skyde på Duncan, hvis de ikke forsvandt straks.

Duncan forsvandt straks, og retssagen ved retten i Torshavn kunne gennemføres i ro og orden.

Denne gang havde vi fat i den lange ende, og de to skippere blev idømt store bøder, og fik konfiskeret fangst og grej. Der var selvfølgelig nogle diplomater der måtte tage en snak bagefter, men sagen faldt til ro, og HMS Duncan var da også allerede to år efter på besøg i København.

Det er mange år siden nu, men mange kan stadig huske de to skyderier i 1961 og 1963. De to kommandørkaptajner var begge stærke  og handlekraftige, og mon ikke deres håndtering af skotterne har været årsag til at der nu er fred og ro omkring Færøerne?

Noter:

1) Krigskakao: i bogen Søheltenes Skibe af Niels Chr. Bork og Søren Nørby: "Må vi be' om døde fingre og krigskakao", hvilket er daglig jargon for røde pølser og næsten varm kakao, der var et traditionelt måltid under øvelsessejladser i Torpedobådseskadren.

Både på Niels Ebbesen og på Vædderen blev der serveret krigskakao, hvilket var almindeligt, når besætningen skulle have en lille belønning.

2) Efter episoden med Vædderen var der en længere diskussion i det engelske parlament. De tog det skam alvorligt:

Mr. Hughes:

"Does the hon. Gentleman realise that this matter has been hanging fire for a long time and is of great importance, as evidenced by the latest incidents of two more Aberdeen trawlers, the "Aberdeen Merchant" and the "Glengairn" arrested this weekend by a Faroese gunboat? Does the hon. Gentleman agree that it is of real importance that all the nations interested in and around the North Sea should be brought together immediately with a view to establishing friendly relations and preventing a recurrence of these very unpleasant incidents?

Cai Erik Muss

ps. Hvis man kan få fat på bogen "Skud for boven" af KK Bang, udgivet på Forlaget Nolsøyar, kan man læse hans egen oplevelse af episoden. Bogen kan lånes på Statsbiblioteket.

Using Format